Hvornår og hvordan skal man fortælle sit barn, at det er blevet til ved hjælp af donor og ikke har en far?

Af forfatter Pia Olsen

Min datter var bare halvandet år gammel, da hun første gang kiggede spørgende på mig og sagde ordet ”far?”. Vi tumlede på sofaen, og hun pegede på mig og sagde ”mor”, så pegede hun på sig selv og sagde ”Karla”, og så kom det. Spørgsmålet som jeg havde forberedt mig på, og som alligevel overrumplede mig: ”far?”

Takket være en god sundhedsplejerske, som jeg var hos, da Karla var blot 9 dage gammel, havde jeg svaret til min datter parat. Den ældre sundhedsplejerske havde nemlig vist stor empati, da jeg med tårerne strømmende ned ad kinderne fortalte hende, at denne fuldstændigt vidunderlige og fantastiske 9-dage-gamle-skabning ikke havde en far, og det var derfor, jeg dukkede op alene. Hun svarede nemlig, at så var det da heldigt, at min datter havde sådan en sej og modig mor, der havde turde kaste sig ud i moderskabet helt alene. Og så opfordrede hun mig til at øve mig i at fortælle min datter, at hun ikke havde en far, så når hun engang spurgte, så ville det føles helt naturligt at svare. For som sundhedsplejersken sagde, så var det jo mit svar, der skulle fortælle Karla, om det var ok ikke at have en far, eller om det var en ulykke, som vi skulle være kede af.

Jeg ved nu ikke helt, hvor naturligt det føltes den eftermiddag på sofaen, hvor jeg skulle svare for første gang, men jeg var i hvert fald helt klar på, at det ikke var en ulykke. Det var ikke noget, vi skulle begræde. Og jeg havde også taget stilling til to meget vigtige spørgsmål:

Man behøver ikke nødvendigvis en far for at vokse op og blive et harmonisk og velfungerende menneske.

Og

Jeg kan godt skabe et fuldt og rigt liv med masser af kærlighed for min datter, også uden en far.

Derfor kunne jeg med forholdsvis sindsro kigge min datter i øjnene, den dag på sofaen, og svare: Nej, Karla har ikke en far. Karla har mor, og mormor og morfar, og Anne og Karsten, og Flemming og moster Bina og Tahir, og Diana og Bjarne.

Sidenhen blev det Karlas egen lille remse, når nogen spurgte hende eller, når nogen talte om ”far”, så sagde hun: ”Jeg har ikke en far, jeg har mor, og morfar og mormor, og Anne og Karsten, og Flemming og moster Bina og Tahir, og Diana og Bjarne”. På et tidspunkt blev hun så træt af den lange remse, at det blev til: ”Jeg har min mor og alle de andre”.

Bag mit svar til min datter lå der en bevidst strategi om at fokusere på alt det, vi har fremfor på det, vi ikke har. Og selvfølgelig også en tro på, at ”mor og alle de andre” er nok til at fylde hendes liv med kærlighed og gode relationer. Mit fokus vil altid være på alt det, vi har fået, fordi jeg valgte at få hende, også selvom jeg ikke havde en far til hende.

Jeg ved det ikke, men måske kommer der en dag, hvor Karla vil stille det samme spørgsmål og have brug for et mere uddybende svar. En dag når hun er teenager eller voksen kvinde. Og takket være den kloge sundhedsplejerske vil jeg være klar. Jeg har nemlig øvet mig hele hendes liv på at fortælle hende, hvor heldige vi er, at vi kunne få hinanden, også selvom jeg ikke havde en mand at få hende med.