Jeg har fået et barn ved hjælp af en donor. Mit barn har ikke en far. Jeg betragter ikke donoren som hendes far, og det ønsker jeg heller ikke, at hun skal gøre.

Jeg ved, at mange af os mødre, der har fået barn/børn alene kæmper med at finde en afklaring på, hvad der er rigtigt at sige. Og der er mange løsninger. Nogle siger, ”du har en far, men vi kender ham ikke”. Andre siger, ”du har en donor-far”. Og nogle af os siger, ”du har ikke en far, men en donor”.

Vi forsøger at finde en forklaring, som børnene kan forstå, og som omverdenen kan acceptere. Det er ikke nemt. Vi forsøger nemlig at finde en forklaring, som ikke peger på, at der mangler noget, nemlig en ”far”. Måske er det så enkelt, at vores dybeste frygt netop er, at vores børn skal vokse op med følelsen af at mangle noget. Frygten understøttes blandt andet af tv-programmer som Sporløs, hvor voksne mennesker søger efter den forælder, de har manglet hele deres liv. Jeg oplevede også, at rigtig mange mødre reagerede, da den tredje Karla-bog kom på markedet og hed: Karla ønsker sig en far. Mødrene var bekymrede for, om bogens titel ville starte et savn hos deres børn. Om den ville henlede opmærksomheden på netop det, som mangler i solomødres familie. Jeg tror ikke vi skal være så bange. Hvad Sporløs angår, så handler programmet om mennesker, der er blevet valgt fra af deres mor og far. Og uanset årsagen, så ligger der et svigt i den omstændighed. Solomødre har ikke svigtet deres børn. Vi har valgt dem til på trods af, at vi ikke har en mand. Det er en hel fundamental forskel. Og vi skal ikke være bange for, at vores børn pludselig siger, de ønsker sig en far. Eller de savner en far. Det skal de have lov til at sige. De skal være frie til at udtrykke deres følelser omkring den familiekonstellation, vi har valgt til dem.  Vi skal også stille og roligt fortælle dem, at vi har valgt at få dem, selvom vi ikke havde en mand. At de er ønskebørn, som vi i rigtig mange tilfælde har kæmpet en brav kamp for at få, og vi elsker vores ”job” som er at give dem en god og kærlig opvækst. Vi er nok! Og skulle vores barn give udtryk for, at de ønsker sig en far, så er det helt okay. I rigtig mange tilfælde ønsker mor sig også en kæreste, så vi kan godt forstå vores børn og deres ønske.

Karla har ikke en far. Hun ønsker sig en far. På lige fod med at hun ønsker sig en hund. Nu har hun fået hunden. Men det med faren arbejder vi stadig på. Og i mellemtiden vil jeg gerne være helt sikker på, at hun ved og forstår, hvad en far er.

For mig er en far en, der er der i hverdagen. En der elsker og glædes over Karla. Det gør Karlas donor ikke, og derfor får han ikke lov til at få den fornemme titel af far. Jeg er meget taknemmelig for min donor, men han er og forbliver donor. Det er vigtigt for mig, at min datter har styr på begreberne. Hun skal ikke vokse op og tro, at hun har en far derude et eller andet sted. En far, der ikke ”gider” at være der i hendes hverdag, en far der ikke elsker hende og glædes over hende. Og for ikke at skabe den potentielle skuffelse, så har Karla en donor og ikke en far.