Livshistorier
I en travl verden med hurtige skift kan en livshistorie blive en vigtig kilde til viden om tiden, der gik forud. Din historie kan levere svar til generationer efter dig, ikke kun om dig, men også om din tid og hvordan tingene blev, som de blev. Rødderne. En livshistorie kan blive en families vigtigste dokument.
Hvis jeg skal hjælpe dig med at skrive din biografi, starter jeg med spørgsmålet: Hvad er det første, du kan huske? Det spørgsmål efterfølges af mange flere, og det bliver som regel til flere timers optagelser, som jeg derefter får udskrevet. Og så starter skriveprocessen. Det er en lang, men utroligt berigende proces.
Nogle af de mennesker, hvis livshistorie jeg har skrevet, er døde i dag. Og så alligevel ikke. Når et barn, barnebarn eller en ven tager deres bog ud af reolen, får de igen en stemme.
Kontakt mig, hvis jeg skal skrive din livshistorie.
Eksempler på livshistorier
Den første livshistorie, jeg skrev, var for en kvinde, der lige havde fået sit første barnebarn. Hun havde desværre også fået en kræftdiagnose. Det var hendes ønske, at livshistorien skulle være en konfirmationsgave til barnebarnet, hvis hun ikke selv ville kunne fortælle sin historie til den tid.
Siden skrev jeg blandt andet livshistorien for en mand på 90 år. Han var jøde og havde mistet en stor del af sin familie under 2. verdenskrig. Det havde altid frustreret ham, at han ikke vidste ret meget om sine rødder, og derfor ønskede han at videregive den smule han vidste sammen med sin egen livshistorie til kommende generationer i hans familie.
Han fortæller i bogen:
”Jeg husker den 9. april 1940. Jeg tog af sted om morgenen på cykel, og jeg kunne se, at tyskerne invaderede Danmark. Jeg kan huske flyene, der fløj meget, meget lavt ind over København. Jeg kørte, til Krystalgade, og vi var alle sammen meget bestyrtede. Min læremester kom hen til mig og sagde: ”Det er bedst, at du går hjem”. Han var simpelthen bange for, at der skulle ske mig noget. Man havde jo hørt om, hvad tyskerne havde gjort ved jøderne i Tyskland og de andre besatte lande.”