Karla ved godt, at hun ikke har en far. Men hvad gør man, når den verden, hun møder, ikke accepterer hendes forklaring?

En dag kom Karla hjem fra skole og spurgte: Mor har jeg en far? Jeg blev noget forbløffet, for jeg troede det var et tvivlsspørgsmål, som vi var forbi. Hvorfor spørger du om det? udbrød jeg. Og Karla forklarede så, at de havde haft en runde, hvor de skulle fortælle om deres forældre og om, hvad deres forældre arbejdede med. Karla havde fortalt om mig og mit arbejde og havde derefter sagt, at hun ikke havde nogen far, for hun var blevet til ved hjælp af en donor. Læreren havde kigget på Karla og sagt: Alle har en far! Karla havde igen forsøgt at forklare, at hun var blevet til ved hjælp af donor, men læreren havde fastholdt, at det kunne godt være, at hun var blevet til ved hjælp af donor, men alle har en far, også selvom Karla så ikke kendte sin far. Karla var blevet stille, og så var turen gået videre til næste barn.

I timerne efter havde Karla gået rundt i skolen og tænkt over, hvordan det kunne være, at hendes mor, sagde, at hun ikke havde en far, og læreren havde med samme store overbevisning sagt præcis det modsatte. Et stort spørgsmål når man kun lige er startet i 0. klasse.

Nu var gode råd dyre. På den ene side ville jeg gerne bakke op om lærerens autoritet, og på den anden side fornemmede jeg, at der lå en holdning bag lærerens stædige ”alle har en far” udsagn. Min første reaktion var at tage på skolen og tale med børnene om, at ”alle ikke har en far”. Det, synes Karla imidlertid, var den værste idé. Det var tydeligt, at hun ikke havde lyst til at vække opmærksomhed. Så hun foreslog, at hun i fremtiden ”bare” sagde, at hun ikke kendte sin far. For som hun sagde, det var nok nemmere for både læreren og de andre børn at forstå. Og så var det en mere normal forklaring. Alt inde i mig gjorde oprør. Jeg var rasende over, at en lærers begrænsning skulle sætte dagsordenen for, hvad der var normalt, og hvad der ikke var normalt. Jeg var klar til at tage på skolen og snakke med alle lærerne, alle børnene og alle forældrene om mangfoldige familier, om rummelighed, om ikke at få børn til at føle sig forkerte og om de mange forskellige moderne familieformer. Men min datter var ikke parat til at lade mig gå på skolen. Hun ville ikke have ekstra opmærksomhed, og hun ville ikke svare på spørgsmål. Hun ville bare være som alle de andre børn.

Pludselig skulle jeg vælge mellem ”sagen” eller pigen: Skulle jeg gå på skolen og skabe opmærksomhed omkring Karla og vores familieform? Eller skulle jeg lade Karla få fred og bruge forklaringen om en far, hun ikke kendte? Hvad tror I, jeg valgte?